Den Japanske Ambassade i Danmark besøger J-Popcon og afholder både foredrag og en origami workshop.
Deltag i den sjove og lærerige workshop om den japanske papirfoldekunst origami hvor deltagerene får mulighed for at folde papir efter alle kunstens regler. Figurer og dekorationer af foldet papir har i århundreder været anvendt i religiøse ceremonier og ritualer i Japan, men bruges også til praktiske, underholdende og kunstneriske formål. Figurer af fugle, dyr eller mennesker foldes kunstfærdigt af papir, der som regel er kvadratisk med et farvet mønster på den ene side.
Gaver indpakkes i papir, der foldes elegant og udsmykkes med symbolske dekorationer (noshi), der også er af foldet papir. I børnehaver og skoler lærer børn at folde figurer og æsker for at træne fingrenes motorik, og origami indgår i matematikundervisningen til at beskrive geometriske sammenhænge. Efter 1945 har interessen spredt sig til Vesten, hvor der findes mange origamiselskaber.
Er man under uddannelse eller vil vide mere om mulighederne for at studere i Japan, skal man heller ikke gå glip af foredraget om studier i Japan. J-Popcon kender til flere blandt vores besøgende som har benyttet sig af tilbudet og de har alle haft en kæmpe oplevelse. Både foredraget og origami workshoppen afholdes fredag aften fra kl. 18:00 og frem til kl. 20:00. De endelige detaljer vil fremgå af J-Popcon programmet når det offentliggøres.